Go´on kårer Årets Lokale Indsats 2021

8 december, 2021

Go´on kårer Årets Lokale Indsats 2021

Lokale ildsjæle fra Låsby har i mere end to år brugt deres fritid på at skabe et topmoderne svømmebad til byens borgere. Det sikrede dem titlen som Årets Lokale Indsats 2021 og en check på 100.000 kroner.

Mere end 80 lokale initiativer rundt omkring i Danmark var i spil til titlen som Årets Lokale Indsats, som det danske brændstofselskab Go’on står bag. Via en onlineafstemning i starten af efteråret havde alle mulighed for at stemme på det lokale initiativ, som man syntes havde skabt lokale aktiviteter, der er med til at sikre sammenhængskraften i det lokale.

De 20 indsatser med flest stemmer gik videre til finalerunden, hvor en jury var udpeget til at fordele priserne. Bladt de 20 initiativer var foreningen bag Låsby Svømmebad, som gennem de seneste to år har skabt et topmoderne udendørs svømmebad med to bassiner, sauna og omklædningsfaciliteter til gavn for lokalområdets borgere. Den kæmpe frivillige indsats der ligger bag begejstrede juryen og udløste dermed en 1. plads i konkurrencen.

Juryens begrundelse for valget af Låsby Svømmebad som Årets Lokale Indsats 2021:

”Låsby Svømmebad vinder, blandt andet fordi udviklingen af svømmebadet udelukkende er blevet gennemført via en meget markant frivillig indsats. Der er lagt utrolig mange timer fra rigtig mange frivillige i et projekt, der virkelig har formået at skabe fællesskab i lokalsamfundet. At renovere et svømmebad er en meget stor opgave, der normalt kun gennemføres med hjælp af kommunale tilskud, men her er der tale om at lokale kræfter er drivkraften. Vi håber, at vi med prisen kan være med til at sikre, at svømmebadet også i årene fremover vil være samlingspunktet og skabe sammenhængskraft i Låsby og omegn.”

Juryen bestod af Lisa Kjær Gjessing, professionel paraatlet, Lærke Buhl-Hansen, dobbelt olympisk deltager i windsurfing, Jan Schouby, chefredaktør Aarhus Stiftstidende, Hanne Lene Haugaard, bestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd og erhvervsmand Søren Poulsgaard Jensen.

Følg os på LinkedIn

Klik på nedenstående link og følg os på LinkedIn.