Direktørskifte i Go’on Gruppen A/S
Mick Kjær ny administrerende direktør.
I forbindelse med en ændring i organisationen i porteføljeselskabet Go'on Gruppen A/S er Mick Kjær tiltrådt som administrerende direktør. Mick Kjær vil fortsat fungere som administrerende direktør i Hanssen Equity A/S, og skal varetage den rolle samtidig med rollen i Go'on Gruppen A/S.
"Hanssen Equity A/S har siden 2009 gennemført 4 investeringer og er som sådan ikke færdig med at investere, men har i de kommende år fokus på driften af den nuværende portefølje. Derfor vil Hanssen Equity A/S bruge mere tid på drift end på at kigge efter nye investeringer, og derfor var det naturligt at få Mick Kjær tilknyttet Go'on, som er en særdeles interessant investering for Hanssen Equity. Go'on er samtidig et selskab vi vil investere yderligere midler i de kommende år. Vi vil fortsat kigge på de muligheder, der måtte være for at gennemføre interessante investeringer, men fokus er på vores allerede eksisterende portefølje" siger Søren Hanssen, administrerende direktør i Hanssen Holding A/S.
Udover Go'on har Hanssen Equity A/S investeret i møbelvirksomheden Raun, Zign Up, som er et 3D grafisk selskab, samt et dansk luksusmobiltelefon selskab kaldet Æsir Copenhagen, som forventer at lancere sin første mobiltelefon senere i år. "Vi har en lille, men spændende portefølje, som vi forventer os meget af de kommende år. Specielt de "nystartede" selskaber Go'on og Æsir har et endog meget interessant potentiale" udtaler Mick Kjær.