Hanssen sælger majoriteten i Go´on pr. 1. juli 2022

Hanssen sælger majoriteten i Go´on pr. 1. juli 2022

8 juli, 2022

Hanssen Equity A/S har efter 13 år som ejer solgt majoriteten i Go’on Gruppen A/S til Treville, som er et dansk investeringsselskab. Bag Treville står primært Casper Lykke Pedersen og Nikolaj Vejlsgaard, der begge tidligere har været en del af kapitalfonden Axcel.

Go’on er i sin relative korte levetid over årene vokset til i dag at tælle 184 tankstationer fordelt rundt i hele Danmark, og har en forventet omsætning i år i underkanten af DKK 2 mia. Strategien har fra starten været at rykke ind i de lokalsamfund og byer, som de multinationale selskaber har valgt fra. I takt med udbredelsen af stationer har selskabet leveret solide finansielle resultater, og står i dag som en stærk virksomhed med en stab af dedikerede og kvalificerede medarbejdere.

Hos Treville ser man frem til at engagere sig i Go’on, og medvirke til at bane vejen for fremtidens brændstof til danskerne. Go’on er i en branche, som allerede i dag og i de næste mange år vil forandres. De muligheder, som der er i en sådan transition, og med den ballast, knowhow og den position Go’on har i markedet, er det som har initieret interessen for investeringen i selskabet.

Brændstof og infrastrukturen forbundet hermed spiller en vital og central rolle i vores samfund.  Det gør den i dag, og det vil den ligeledes gøre i fremtiden, blot i en grønnere udgave. Treville ser frem til sammen med selskabets dygtige medarbejdere, at videreudvikle den rejse, som Go’on er på.

Parterne vurderer, at der er fundet et rigtigt godt match for Go’on. Selskabet kan trække på erfaringer og kompetencer, som gør, at selskabet både kan fortsætte med at vokse og samtidig sikre, at det også har relevans i 2030 og frem. I de dialoger, som vi har haft med Treville, er det blevet tydeligt, at begge parter ser muligheder fremfor udfordringer i den fremtid, der tegner sig for Go’on.

Den nuværende ledelse fortsætter i selskabet, og vi ser frem til at følge udviklingen, bl.a. ved at være en aktiv del af den grønne omstilling af branchen via vores minoritets andel i selskabet, og med Michael Andersen i bestyrelsen. Det har endvidere været vigtigt for os, at selskabet forbliver på danske hænder, således at selskabet fortsat bidrager mest muligt til samfundet både lokalt og nationalt.

Stor tak til selskabets medarbejdere for deres indsats de seneste 13 år, hvor de har været en helt afgørende faktor i bestræbelserne på at opbygge Danmarks 3. største selskab af tankstationer.

Betingelserne for handlen ønsker parterne ikke at udtale sig om. 

For yderligere oplysninger henvises til Mick Kjær, administrerende direktør i Go’on Gruppen A/S - telefon +45 40 85 08 24