JYSK melder sin ankomst i nyt detailcenter i Haderslev

4 februar, 2022

JYSK melder sin ankomst i nyt detailcenter i Haderslev

Først kom Harald Nyborg, så kom Elgiganten og nu har JYSK valgt at blive en del af Haderslevs nye detailcenter med en 2.000 m2 butik.

Det er Hanssen Ejendomme, der står bag udviklingen af det nye handelsområde på Vinkelvej, der giver mulighed for etablering af op til 8.000 m2 detail, restauration, showroom, kontor mv. Med ankomsten af Harald Nyborg, Elgiganten og JYSK er grundens muligheder ved at være udnyttet fuldt ud, men rummer dog stadig en mulighed for at etablere en mindre aktør på grunden inden, der kan meldes udsolgt.

For JYSKs vedkommende er der tale om en flytning fra den ene ende af byen til den anden.

”I JYSK kigger vi hele tiden på at få endnu bedre placeringer til vores butikker, så flest muligt kunder kan få glæde af vores gode tilbud. Da den her mulighed opstod i Haderslev, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle slå til, for sammen med de andre butikker i handelsområdet er vi sikre på, at vi kan trække en masse kunder til og sikre lokale arbejdspladser,” siger Mogens Hestbech, der er Development Manager i JYSK Danmark. 

Startskuddet til hele projektet blev taget 1. september, hvor grunden blev overtaget og i umiddelbar forlængelse blev nedrivningen af de eksisterende bygninger, der tidligere husede Rødbo, igangsat.

Omkring baggrunden for projektet uddyber Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme:

Det er fantastisk, at vi nu står med 3 af de mest succesrige kæder i Danmark, der uden tvivl vil skabe nogle synergier og en platform, der vil tiltrække handlende fra et stort opland til gavn for hele Haderslev by.

Vi har igennem mange år haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med JYSK, og er utrolig glad for at kunne udvikle dette yderligere med butikken i Haderslev, som vi forventer at kunne åbne i Q1 2023, udtaler adm. direktør Michael Andersen, Hanssen Ejendomme.

Med 3 af Danmarks stærkeste kæder er handelsområdet ved at være færdigudviklet, men vi regner dog med at kunne offentliggøre yderligere en aktør indenfor de næste 3-4 måneder, der skal blive en del af det nye detailcenter, udtaler adm. direktør Michael Andersen, Hanssen Ejendomme.

 

JYSK driver 110 butikker i Danmark, som sælger alt til hjemmet – både inde og ude – og JYSK har været kendt for et godt tilbud, lige siden Lars Larsen grundlagde kæden i 1979.

Hanssen Ejendomme er en del af Hanssen-koncernen, der investerer i ejendomme og ejendomsudvikling samt driver kapitalforvaltning og handel indenfor energisektoren. Koncernen er et familiejet selskab med et aktivt ejerskab, der skaber værdi og langtidsholdbare investeringer.

 

For yderligere information;

Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme – ma@hanssen.dk – tlf. 21415704

JYSK, Anders Græsbøll Buch – agb@jysk.com – tlf 23205567

Følg os på LinkedIn

Klik på nedenstående link og følg os på LinkedIn.