BAUHAUS åbner 15.000 m2 varehus i Sønderborgs nye detailområde

BAUHAUS åbner 15.000 m2 varehus i Sønderborgs nye detailområde

27 januar, 2021

Om et års tid slår BAUHAUS dørene op til et nyt kæmpe byggevarehus på den tidligere JF-grund på Augustenborgvej i Sønderborg. Omkring 100 nye arbejdspladser følger med, og BAUHAUS bliver dermed én af byens største arbejdspladser.

BAUHAUS er en af Europas største byggemarkedskæder, og nu har kæden besluttet at åbne sit første byggevarehus i Sønderjylland, og valget er faldet på Sønderborg. Forud er gået mange år med et blik på byen, faktisk er det mere end 10 år siden, administrerende direktør for BAUHAUS Danmark Mads Jørgensen første gang overvejede Sønderborg som en mulig lokation:  

- Gennem de mere end 10 år Sønderborg har stået på vores liste over mulige nye lokationer, har byen og hele området gennemgået en enorm udvikling. Set med mine øjne er Sønderborg gået fra at være en lidt stille provinsby til at være en by i rivende udvikling, og samtidig har byen et meget stort opland fra Als. De seneste år har jeg haft en meget konstruktiv dialog med Michael Andersen fra Hanssen Ejendomme, der i dag ejer grunden på Augustenborg Landevej, og jeg har besøgt byen mange gange, både privat og i forbindelse med arbejde, og oplever i den grad en by med et aktivt handelsliv og liv i det hele taget. Samtidig kan vi se, at kundegrundlaget er til stede, og derfor glæder vi os til at komme til Sønderborg.

Godt samarbejde banede vejen

Det kommende BAUHAUS bliver cirka 15.000 m2, og omkring 100 mennesker vil efter planen blive beskæftiget i byggevarehuset. Borgmester Erik Lauritzen siger:

- Det er helt fantastisk endelig at kunne fortælle den dejlige nyhed om, at vi får så stor og spændende en virksomhed til Sønderborg, og at der ovenikøbet følger 100 nye arbejdspladser med fra starten. Som borgmester kan jeg kun være stolt over, at vi som by og kommune er i sigtekornet for en af Europas største kæder. Det siger noget om, at det arbejde, vi hele tiden har fokus på, nemlig at tiltrække både virksomheder, arbejdspladser og nye borgere, betaler sig. Samtidigt er jeg også dybt taknemmelig for, at et selskab som Hanssen Ejendomme med Michael Andersen i spidsen har kastet sin kærlighed på Sønderborg – det er da i den grad en hjælp i forbindelse med at knytte de gode kontakter til virksomheder, der har lyst til at placere sig i Sønderborg.

 

Det nye BAUHAUS bliver placeret på den tidligere JF-grund, som i dag ejes af Hanssen Ejendomme, Her udtaler administrerende direktør Michael Andersen:

- Jeg er utrolig stolt på Sønderborgs vegne over, at én af Europas absolut største retailkæder kommer til byen. Da vi købte de tidligere JF-grunde, var ambitionen at få erstattet et trist minde med attraktive boliger og mange nye arbejdspladser – den vision er blevet til virkelighed. Med BAUHAUS´ ankomst rykker Sønderborg i den absolutte top over Danmarks mest attraktive handelsbyer og bliver afgørende for områdets videre udvikling.

Michael Andersen peger desuden på, at en tillidsfuld dialog med BAUHAUS igennem nogle år, og i et tæt samarbejde med kommunen og en dygtig forvaltning, har været opskriften på, at en gigant som BAUHAUS nu kommer til Sønderborg og siger i den forbindelse: - Jeg er overbevist om, at vi ikke har set den sidste store kæde vælge Sønderborg til.

I de kommende måneder vil BAUHAUS sætte gang i processen med at ansøge om byggetilladelse, og hvis alt går vel, vil man kunne køre i BAUHAUS i Sønderborg omkring årsskiftet.

 

Fakta:

BAUHAUS, der er en af Europas største byggemarkedskæder med mere end 300 varehuse i 19 lande, åbner nu sit første varehus i Sønderjylland, og det kommer til at ligge på Augustenborg Landevej i Sønderborg, samme sted som Billig Blomst slår dørene op i slutningen af marts. BAUHAUS åbner efter planen ved årsskiftet. Det bliver én af byens største arbejdspladser med over 100 nye arbejdspladser. BAUHAUS er kendt for at tilbyde branchens største udvalg under ét tag til både håndværkere og private, og er desuden kendt for god og faglig vejledning, hvor kunden er i højsædet.