Byggeriet af Nordic Shopping i Billund Kommune går i gang

Byggeriet af Nordic Shopping i Billund Kommune går i gang

6 november, 2026

Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen igangsætter nu opførelsen af første etape af Nordic Shopping ved Vejle Landevej i Grindsted. Etape 1 bliver på mere end 25.000 m² med 16 kædebutikker heraf 2 restauranter, der forventes at åbne i slutningen af 2027.

Efter flere måneders forberedende byggemodning tager Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen nu det næste skridt. Byggeriet af første etape af Nordic Shopping går i gang. Grunden er ryddet og planeret, og arbejdet med vejanlæg, nyt kryds og forsyninger er i fuld gang.

Planklagenævnet har oplyst, at behandlingen af klagen over lokalplanen fortsætter ind i 2027. Klagen har ikke opsættende virkning, og udviklerne har derfor besluttet ikke at vente længere.

"Vi har hele tiden haft fuld tro på projektet, og nu tager vi beslutningen om at gå i gang. Det handler om at holde fremdriften i Billund Kommune, for de kæder, der har valgt at komme hertil, og for de mange arbejdspladser, projektet skaber", siger Michael Andersen, adm. direktør i Hanssen Ejendomme.

"Vi tror på området, og det gør kæderne også. Hele første etape på mere end 25.000 m2 er udlejet, og siger jo alt om kundegrundlaget. Vi respekterer selvfølgelig klagesystemet, men hensynet til én butik må ikke sætte udviklingen af en hel kommune på pause. Nordic Shopping bliver en shoppingdestination, der kan trække kunder til Grindsted og Billund Kommune fra hele regionen, og det glæder vi os til at være en del af".

Nordic Shopping er udviklet i tæt dialog med Billund Kommune, og hos kommunen ser man frem til, at byggeriet nu går i gang.

"Det er en god dag for Billund Kommune. Nordic Shopping er en markant investering, og projektet har stor politisk opbakning i kommunalbestyrelsen. Det betyder nye arbejdspladser, flere kunder til byen og et handelstilbud, der kan trække folk til fra hele regionen. Det er vigtigt for Grindsted og for hele kommunens udvikling", siger borgmester i Billund Kommune Stephanie Storbank. 

 

For yderligere information; 

Michael Andersen
Adm. Direktør, Hanssen Ejendomme A/S
Telefon: 21415704
E-mail: ma@hanssen.dk


Fakta om Nordic Shopping
Nordic Shopping udvikler Danmarks største retailpark ved Grindsted. Projektet omfatter detailhandel, dagligvarer, restauranter og oplevelsesbaserede tilbud og er udviklet som en samlet handelsdestination for hele regionen.