Nyheder

Thansen bliver en del af Haderslevs nye detailcenter
14 marts, 2022

Med ankomsten af thansen får Harald Nyborg, JYSK og Elgiganten en ny nabo i et særdeles stærkt handelscenter midt i Haderslev by.

Det er Hanssen Ejendomme, der står bag udviklingen af det nye handelsområde på Vinkelvej, der giver mulighed for etablering af op til 8.000 m2 detail, restauration, showroom, kontor mv. Med ankomsten af thansen kan Hanssen Ejendomme nu melde totalt udsolgt.

For thansens vedkommende er der tale om en flytning fra den ene ende til den anden.

“Thansen har gennem længere tid manglet plads i deres eksisterende butik udtaler thansens Koncernkædechef Alija Konjaric. Da vi hørte om projektet og muligheden om at få mere plads, så blev vi hurtig enige med Hanssen Ejendomme. Vi har det rigtigt godt med at ligge på samme placering sammen med stærke kæder som Elgiganten, Jysk og Harald Nyborg. Vi regner med at vi kan give vores kunder en hel anden butiksoplevelse, samt med udvidet sortiment på lager. Alene på autoreservedele forventer vi at tilføje ca. 5.000 varenumre ekstra på lager.

Startskuddet til hele projektet blev taget 1. september, hvor grunden blev overtaget og i umiddelbar forlængelse blev nedrivningen af de eksisterende bygninger, der tidligere husede Rødbo, igangsat.

Omkring projektet uddyber Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme:

Jeg er selvfølgelig yderst tilfreds med, at vi får etableret et så stærkt handelscenter og mange nye arbejdspladser i Haderslev og nu kan melde udsolgt på projektet. Det siger næsten sig selv, at med 4 så stærke kæder på én og samme matrikel vil dette blive et stort aktiv for Haderslev og tiltrække mange flere handlende til byen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Haderslev kommune for at have meget imødekommende for projektet og for at have leveret en meget professionel og hurtig behandling af lokalplan, byggeansøgninger osv. – det har også været en meget afgørende faktor for, at der snart står et nyt attraktivt handelscenter i Haderslev, udtaler adm. direktør Michael Andersen, Hanssen Ejendomme.

Thansen driver i Danmark 84 butikker der forhandler autoudstyr og reservedele, scootere, cykler, fyrværkeri, camping , marine og mange andre ting.

Hanssen Ejendomme er en del af Hanssen-koncernen, der investerer i ejendomme og ejendomsudvikling samt driver kapitalforvaltning og handel indenfor energisektoren. Koncernen er et familiejet selskab med et aktivt ejerskab, der skaber værdi og langtidsholdbare investeringer.

For yderligere information;

Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme – ma@hanssen.dk – tlf. 21415704

thansens, Koncernkædechef Alija Konjaric akn@thansen.dk – tlf. 21386491

Hanssen koncernens resultat for 2021 runder en halv milliard med et resultat på 507 mio. DKK
21 februar, 2022

2021 blev et positivt år for den samlede koncern, hvor det endnu en gang lykkedes at overgå tidligere års indtjening.

Ejendomsaktiviteterne, der hovedsageligt består af større detail-ejendomme, kontorhuse og logistikejendomme samt udviklingsprojekter indenfor samme, har en bogført værdi på ca. DKK 1,4 mia. og leverede et resultat markant over 2020.

Energiselskabet Go´on opnåede i det forgangne år en omsætning på ca. DKK 1,3 mia. med et resultat før skat på DKK 90 mio. Ved udgangen af 2021 driver selskabet 177 ubemandede tankstationsanlæg samt salg af relaterede olieprodukter.

Resultatet af selskabernes kapitalforvaltning, som primært består af investeringer i 15 kapitalfonde samt en større aktieportefølje, kom grundet de gunstige markedsforhold, også ud med det bedste resultat nogensinde.

Resultatet for koncernen i 2021 blev DKK 507 mio. før skat, hvilket er tilfredsstillende og bedre end forventet.  

I 2022 arbejder koncernen på at tilføre ejendomsselskabet aktiver for yderligere DKK 200-250 mio. samt etablere 10-12 nye tankstationsanlæg i Go’on regi.

Hanssen Holding A/S, DSF Forvaltning A/S og 3G Forvaltning A/S indgår alle i koncernen som selvstændige holdingselskaber for Hanssen koncernens øvrige selskaber.

For yderligere information om den samlede koncerns nøgletal henvises til koncernens hjemmeside Koncernens nøgletal

Hanssen Ejendomme sælger logistikejendom i Skanderborg til kapitalfond
8 februar, 2022

Hanssen Ejendomme har pr. 1. februar 2022 solgt en større logistikejendom beliggende Niels Bohrs Vej 37, Skanderborg til en kapitalfond, der primært investerer i skandinaviske logistikejendomme.

Ejendommen har på overtagelsesdagen afsluttet byggeriet af en tilbygning på ca. 6.000 m2 og ejendommen udgør samlet ca. 16.000 m2 med 4 lejere; DHL, SD Filtration, BFT & Danform.

Hanssen Ejendomme overtog ejendommen i 2018. Udover en tilbygning, er det lykkes at få elimineret tomgang i ejendommen samt udviklet de udvendige arealer, hvilket har dannet et grundlag for et salg af ejendommen.

JYSK melder sin ankomst i nyt detailcenter i Haderslev
4 februar, 2022

Først kom Harald Nyborg, så kom Elgiganten og nu har JYSK valgt at blive en del af Haderslevs nye detailcenter med en 2.000 m2 butik.

Det er Hanssen Ejendomme, der står bag udviklingen af det nye handelsområde på Vinkelvej, der giver mulighed for etablering af op til 8.000 m2 detail, restauration, showroom, kontor mv. Med ankomsten af Harald Nyborg, Elgiganten og JYSK er grundens muligheder ved at være udnyttet fuldt ud, men rummer dog stadig en mulighed for at etablere en mindre aktør på grunden inden, der kan meldes udsolgt.

For JYSKs vedkommende er der tale om en flytning fra den ene ende af byen til den anden.

”I JYSK kigger vi hele tiden på at få endnu bedre placeringer til vores butikker, så flest muligt kunder kan få glæde af vores gode tilbud. Da den her mulighed opstod i Haderslev, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle slå til, for sammen med de andre butikker i handelsområdet er vi sikre på, at vi kan trække en masse kunder til og sikre lokale arbejdspladser,” siger Mogens Hestbech, der er Development Manager i JYSK Danmark. 

Startskuddet til hele projektet blev taget 1. september, hvor grunden blev overtaget og i umiddelbar forlængelse blev nedrivningen af de eksisterende bygninger, der tidligere husede Rødbo, igangsat.

Omkring baggrunden for projektet uddyber Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme:

Det er fantastisk, at vi nu står med 3 af de mest succesrige kæder i Danmark, der uden tvivl vil skabe nogle synergier og en platform, der vil tiltrække handlende fra et stort opland til gavn for hele Haderslev by.

Vi har igennem mange år haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med JYSK, og er utrolig glad for at kunne udvikle dette yderligere med butikken i Haderslev, som vi forventer at kunne åbne i Q1 2023, udtaler adm. direktør Michael Andersen, Hanssen Ejendomme.

Med 3 af Danmarks stærkeste kæder er handelsområdet ved at være færdigudviklet, men vi regner dog med at kunne offentliggøre yderligere en aktør indenfor de næste 3-4 måneder, der skal blive en del af det nye detailcenter, udtaler adm. direktør Michael Andersen, Hanssen Ejendomme.

 

JYSK driver 110 butikker i Danmark, som sælger alt til hjemmet – både inde og ude – og JYSK har været kendt for et godt tilbud, lige siden Lars Larsen grundlagde kæden i 1979.

Hanssen Ejendomme er en del af Hanssen-koncernen, der investerer i ejendomme og ejendomsudvikling samt driver kapitalforvaltning og handel indenfor energisektoren. Koncernen er et familiejet selskab med et aktivt ejerskab, der skaber værdi og langtidsholdbare investeringer.

 

For yderligere information;

Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme – ma@hanssen.dk – tlf. 21415704

JYSK, Anders Græsbøll Buch – agb@jysk.com – tlf 23205567

Hanssen koncernen øger sine investeringer i danske kapitalfonde
3 januar, 2022

Hanssen koncernen har med udgangen af 2021 øget sine investeringer i danske kapitalfonde med tilsagn i 3 nye fonde, der ikke tidligere har været en del af koncernens portefølje.

Det drejer sig om følgende fonde; Nordic Secondary Fond 2, Advantage Partners Private Equity, Nykredit Private Equity. Investeringsstrategien for Nordic Secondary Fond 2 er primært rettet mod mindre minoritetsposter med en overvægt indenfor tech og iværksætter-virksomheder og har investeringer som GoMore, OnRobot, Klarna TransferGo på sit CV. Fonden forventer et samlet tilsagn på 750 mio. DKK.

Advantage Partners Private Equity og Nykredit Private Equity er begge fonde, der investerer i andre underliggende fonde, primært i Europa og Nordamerika. Begge fonde har indhentet et tilsagn i størrelsesordenen 2 mia. DKK og har en investeringshorisont på ca. 12 år.

Derudover er der ligeledes givet et tilsagn til Polaris Flexible Capital, der fokuserer på junior finansiering, mezzanin-finansiering og mindre minoritetsfinansieringer i SMV-segmentet, som et alternativ til de mere traditionelle finansieringskilder i form af banker mv.

Hanssen Ejendomme erhverver sig en stor industriejendom i Viby
3 januar, 2022

Hanssen Ejendomme har pr. dags dato overtaget en større industriejendom beliggende på Jens Juuls Vej 9, Viby på samlet ca. 16.600 m2, der ligger på en 38.000 m2 stor grund. Ejendommen er opdelt i ca. 1.600 m2 kontor og ca. 15.000 m2 lager- og produktionslokaler.

Ejendommen har været ejet af Danfoss, der fortsætter med at være lejer i bygningen. Der forventes at kunne blive optimeret på nogle af arealerne over de kommende år, hvorfor ejendommen forventeligt vil blive omdannet til en flerbruger-ejendom med mange forskellige lejere indenfor kontor og lager. 

Go´on kårer Årets Lokale Indsats 2021
8 december, 2021

Lokale ildsjæle fra Låsby har i mere end to år brugt deres fritid på at skabe et topmoderne svømmebad til byens borgere. Det sikrede dem titlen som Årets Lokale Indsats 2021 og en check på 100.000 kroner.

Mere end 80 lokale initiativer rundt omkring i Danmark var i spil til titlen som Årets Lokale Indsats, som det danske brændstofselskab Go’on står bag. Via en onlineafstemning i starten af efteråret havde alle mulighed for at stemme på det lokale initiativ, som man syntes havde skabt lokale aktiviteter, der er med til at sikre sammenhængskraften i det lokale.

De 20 indsatser med flest stemmer gik videre til finalerunden, hvor en jury var udpeget til at fordele priserne. Bladt de 20 initiativer var foreningen bag Låsby Svømmebad, som gennem de seneste to år har skabt et topmoderne udendørs svømmebad med to bassiner, sauna og omklædningsfaciliteter til gavn for lokalområdets borgere. Den kæmpe frivillige indsats der ligger bag begejstrede juryen og udløste dermed en 1. plads i konkurrencen.

Juryens begrundelse for valget af Låsby Svømmebad som Årets Lokale Indsats 2021:

”Låsby Svømmebad vinder, blandt andet fordi udviklingen af svømmebadet udelukkende er blevet gennemført via en meget markant frivillig indsats. Der er lagt utrolig mange timer fra rigtig mange frivillige i et projekt, der virkelig har formået at skabe fællesskab i lokalsamfundet. At renovere et svømmebad er en meget stor opgave, der normalt kun gennemføres med hjælp af kommunale tilskud, men her er der tale om at lokale kræfter er drivkraften. Vi håber, at vi med prisen kan være med til at sikre, at svømmebadet også i årene fremover vil være samlingspunktet og skabe sammenhængskraft i Låsby og omegn.”

Juryen bestod af Lisa Kjær Gjessing, professionel paraatlet, Lærke Buhl-Hansen, dobbelt olympisk deltager i windsurfing, Jan Schouby, chefredaktør Aarhus Stiftstidende, Hanne Lene Haugaard, bestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd og erhvervsmand Søren Poulsgaard Jensen.

Hanssen Ejendomme køber industriejendom i Sønderborg
2 december, 2021

Hanssen Ejendomme A/S har pr. 1. december overtaget ejendommen, der huser Lemvigh Müller beliggende Grundtvigs Alle 182, Sønderborg.

Grunden, der samlet er 11.642 m2, har en unik placering i krydset mellem Grundtvigs Alle, Alsgade og Augustenborg Landevej.

Ejendommen vil blive udviklet over de kommende år, men på den mellemkort bane vil Lemvigh Müller bevare deres salgs- kontor / butik på adressen.

Elgiganten bliver en del af nyt handelscenter i Haderslev
2 november, 2021

Kun 2 uger efter 1. spadestik til Harald Nyborg står det nu klart, at også Elgiganten bliver en del af det nye handelscenter i Haderslev med en ny butik på 2.050 m2.

Det er Hanssen Ejendomme, der står bag udviklingen af det nye handelsområde på Vinkelvej, der giver mulighed for etablering af op til 8.000 m2 detail, restauration, showroom, kontor mv., som indtil videre betyder, at både Harald Nyborg og Elgiganten kommer til Haderslev sammen med mange nye arbejdspladser.

Peder Stedal, adm. direktør i Elgiganten sætter ord på åbningen af det nye varehus:


”Vi er meget begejstrede ved udsigten til at åbne vores nye varehus i Haderslev næste år og dermed komme tættere på vores kunder i området. Både vores private kunder såvel som vores B2B kunder. Vi har kigget efter muligheder i og omkring Haderslev i nogen tid. Derfor er det meget glædeligt, at det nu er lykkedes at finde den helt rigtige placering.

Ud over at skabe ca. 50 nye arbejdspladser i området, som et projekt af denne størrelse fører med sig, kommer vi også til at slå dørene op til et varehus, der bygger på vores nyeste koncept indenfor butiksindretning. Et koncept, der binder online og butik sammen med services som fx Klik & Hent og Elgiganten Support. Med Klik & Hent giver vi vores kunder i området mulighed for nemt at bestille og betale varer online og herefter hente dem direkte i vores varehus. Elgiganten Support er til gengæld en service, vi tilbyder i varehuset til de kunder eller virksomheder, der har spørgsmål eller behov for hjælp til opsætning af de produkter, de køber hos os.

Endelig vil vores kunder også få mulighed for at vælge deres nye køkken hos os i Haderslev, da et helt område i varehuset bliver dedikeret til vores EPOQ-køkkenserie. Og er man Apple-entusiast, kan man glæde sig til at opleve vores Apple ’shop-in-shop’ spækket med produkter og med særligt uddannet personale, der er klar til at rådgive vores kunder om alt fra iPhones til MacBooks.”

 

Omkring ankomsten af Elgiganten til Haderslev uddyber Michael Andersen, Adm. Direktør, Hanssen Ejendomme;

Det er fantastisk, at vi nu allerede halvanden måned efter lokalplanens godkendelse kan offentliggøre endnu én af de førende detailkæder i Danmark i form af Elgiganten. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Elgiganten om at komme til Haderslev og glæder os rigtig meget til åbningen i slutningen af næste år, udtaler Michael Andersen.

Det er selvfølgelig en bekræftelse af, at projektet og Haderslev har et uudnyttet potentiale og vi ser derfor frem til at arbejde videre med Haderslevs nye handelsområde og håber, at vi indenfor de næste måneder kan offentliggøre en eller to nye aktører på grunden, udtaler Michael Andersen.

Elgiganten er Danmarks førende varehuskæde indenfor mærkevareprodukter i hjemmeelektronik og hårde hvidevarer. Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og har i dag over 2.300 medarbejdere fordelt pa 38 varehuse landet over samt en af landets største internetbutikker på Elgiganten.dk.

Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2020/21 omsatte for 49,8 milliarder norske kroner. Der er i alt 414 varehuse og ca. 11.000 medarbejdere i Norden. Alle nordiske varehuse forsynes fra det over 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af Currys plc.

Hanssen Ejendomme er en del af Hanssen-koncernen, der investerer i ejendomme og ejendomsudvikling samt driver kapitalforvaltning og handel indenfor energisektoren. Koncernen er et familiejet selskab med et aktivt ejerskab, der skaber værdi og langtidsholdbare investeringer.

 

For yderligere information;

Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme: ma@hanssen.dk – tlf. 21415704

Ditte Opstrup Andersen, PR & Kommunikationschef: ditte.opstrup.andersen@giganten.dk - tlf. 27614057

Harald Nyborg melder sin ankomst i et nyt detailcenter i Haderslev
2 september, 2021

Kort efter lokalplanen for et nyt detailhandelsområde på Vinkelvej er blevet vedtaget af Haderslevs byråd, kan det nu offentliggøres, at Harald Nyborg bliver en del af området med en 2.600 m2 butik.

Det er Hanssen Ejendomme, der står bag udviklingen af det nye handelsområde på Vinkelvej, der giver mulighed for etablering af op til 8.000 m2 detail, restauration, showroom, kontor mv. og i første omgang betyder det, at Harald Nyborg åbner i Haderslev næste år til maj.

“Harald Nyborg har gennem længere tid ønsket at åbne en butik i Haderslev, og vi er meget glade for, at projektet nu er sat i gang efter et godt samarbejde med såvel Hanssen Ejendomme som Haderslev Kommune . Vi ser frem til fra maj 2022 at kunne tilbyde Harald Nyborgs kunder mulighed for at handle i Haderslev, udtaler Harald Nyborgs administrerende direktør Arne Gerlyng-Hansen.”

Startskuddet til hele projektet blev taget 1. september, hvor grunden blev overtaget og i umiddelbar forlængelse blev nedrivningen af de eksisterende bygninger, der tidligere husede Rødbo, igangsat.

Omkring baggrunden for projektet uddyber Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme:

Vi har fulgt Haderslev igennem nogle år og ser nogle spændende muligheder i den udvikling byen er inde i lige nu. Vores interesse er blevet underbygget af et utroligt godt samarbejde med Haderslev kommune og en meget dygtig og hurtig forvaltning, hvilket har været helt afgørende for vores beslutning om at investere i og udvikle et nyt dynamisk handelsområde, udtaler adm. direktør Michael Andersen, Hanssen Ejendomme.

Vi forventer, at området er færdigudviklet over de kommende år og håber, at vi indenfor de næste par måneder kan offentliggøre yderligere aktører, der bliver en del af området, afslutter Michael Andersen.

Harald Nyborg driver i Danmark 43 butikker der forhandler en bred vifte af varer, herunder værktøj, hus-og haveartikler, hvidevarer, camping og fritid, maling, autoartikler, elektronik m.m.

Hanssen Ejendomme er en del af Hanssen-koncernen, der investerer i ejendomme og ejendomsudvikling samt driver kapitalforvaltning og handel indenfor energisektoren. Koncernen er et familieejet selskab med et aktivt ejerskab, der skaber værdi og langtidsholdbare investeringer.

For yderligere information;

Michael Andersen, Adm. Direktør Hanssen Ejendomme – ma@hanssen.dk – tlf. 21415704

Arne Gerlyng-Hansen, Adm. Direktør Harald Nyborg - gerlyng@harald-nyborg.dk – tlf. 28724550

Hanssen Ejendomme køber projektgrund i Haderslev
1 september, 2021

Hanssen Ejendomme har pr. 1. september 2021 overtaget en tidligere vinduesfabrik på Vinkelvej 2 i Haderslev.

De ca. 9.000 m2 bygninger på den knap 20.000 m2 store grund vil i løbet af den kommende måned blive nedrevet, således grunden bliver klargjort til udvikling af et nyt handelsområde med udvalgsvarer, restauration, kontor, showroom mv.

Det er forventningen, at byggeriet af første aktør på grunden starter op allerede den 1. oktober 2021 og andre aktører kan offentliggøres i løbet af de kommende måneder.

BILTEMA kommer til Sønderborg
2 juli, 2021

For knap 3 år siden formulerede Hanssen Ejendomme en klar vision: De tabte arbejdspladser på den gamle JF-grund skulle erstattes med nye arbejdspladser og attraktive boliger, og administrerende direktør Michael Andersen har siden da lagt sig i selen for at realisere visionen. Nu melder Biltema sin ankomst til Sønderborg med et nyt stort varehus – og dermed er visionen blevet til virkelighed.

Med Billigblomst, Bauhaus og nu Biltema er cirka 200 arbejdspladser reetableret på den gamle JF-grund, og det nye område har fået cementeret Sønderborg som én af Danmarks bedste handelsbyer.

- Det er en stor tilfredsstillelse, at vi har realiseret visionen for området og fået udviklet 27.000 detail-m2 i Sønderborg, udtaler administrerende direktør i Hanssen Ejendomme Michael Andersen, og tilføjer;
- Biltema og Bauhaus er jo nogle af de absolutte sværvægtere i international detailhandel, og jeg er utrolig stolt over, at de nu bliver en del af Sønderborgs handelsby. Det viser, at med ambitiøse mål og stærke samarbejder kan alting ske i Sønderborg.

Hos Biltema, der er et svensk familieejet selskab med 13 varehuse i Danmark, glæder administrerende direktør Jacob Møller sig også:

- Vi glæder os rigtig meget til at komme til Sønderborg, der jo er en kommune og en by, man absolut føler, når man kommer hertil. Her er en helt særlig stemning, og som forretningscase er vi ret overbeviste om, at Sønderborg bliver et ret varmt sted for os – i ordets bedste betydning. Vi har gennem de sidste par år kigget på Sønderborg, og har ledt efter den rigtige placering. Det er nu lykkes med hjælp fra Hanssen Ejendomme, og vi kommer til at ligge rigtig godt sammen med Billigblomst og Bauhaus.

Borgmester i Sønderborg, Erik Lauritzen siger om nyheden:
 I Sønderborg Kommune glæder vi os gevaldigt over, at Biltema flytter til Sønderborg. Området på den gamle JF-grund bliver et attraktivt omdrejningspunkt i byens videre udvikling sammen med alle de andre nye butikker og forretninger, der er på vej i Sønderborg Kommune. Det vil ikke kun skabe mange job, men i høj grad også tiltrække rigtig mange personer til Sønderborg-området, og cementerer dermed Sønderborg som Sønderjyllands bedste handels- og oplevelsesby. Det lykkes, fordi kommunen og private investorer arbejder sammen for at tænke nyt.

Nye ringe i vandet

Biltema forventer at åbne til august 2022 – alt afhængig af underskrifter, muligheden for at skaffe håndværkere, byggematerialer mv. Rekrutteringen til varehuset forventes at være igangsat forår/sommer 2022, og varehuset kommer til at beskæftige godt 40-50 medarbejdere.

- Fra Hanssen Ejendommes side er det en glæde, at vi de seneste år har kunnet bidraget til at skabe omkring 400 arbejdspladser i Sønderborg. Den store opgave bliver nu at sørge

for, at der er arbejdskraft til at besætte de her arbejdspladser. Derfor tror jeg, at arbejdet med bosætning bliver et absolut strategisk kardinalpunkt for politikerne i de kommende år. Nu er ringen sluttet for JF-grunden – men det slutter selvfølgelig ikke her – vi har sat nye ringe i vandet. Dem skal vi også nok lykkes med, slutter Michael Andersen.

Biltema er hele familiens varehus, og der kommer stadig nye og spændende produktgrupper til. I varehuset fås både cykler, cykeltilbehør, computer- og smartphonetilbehør, maling, udstyr til selvbyggeren, køkkenredskaber, rejsetasker og meget andet. Biltema har mere end 150 varehuse i Norden, heraf 13 i Danmark.
Aftalen med Bilteam er kommet i stand i et samarbejde mellem Hanssen Ejendomme, der har formidlet kontakten mellem Biltema og Sønderborg Kommune.